En poetisk landsby
Frigiliana er en poetisk landsby fuld af hvidkalkede huse, kringlede gader, trapper og gårdhaver. Man kan bruge timer på at snuse rundt i det snirklede byrum og nyde udsigterne undervejs.
Byen rummer et væld af restauranter, barer og butikker med keramik, chokolade, vin, grøntsager og dagligvarer. På den centrale plads, som samler byens nye bydel med det historiske Frigiliana er der marked om torsdagen. Her finder man også en legeplads og det populære mødested Café Virtudes.
Frigiliana har gennem en årrække tiltrukket kunstnere og bohemer fra bl.a. England og Danmark. Kunstnere som Leif Sylvester Petersen, Søren Kent, Dorthe Krabbe og Arne Haugen Sørensen har længe haft huse i byen. Sidstnævnte arbejder her stadig, og hans familie driver Galleri Krabbe et stenkast fra Casa Doña Angela.
Der er både klassiske spisesteder i byen og restauranter, der arbejder med fornyelse. Blandt de sidstnævnte hører Garden Restaurant og vinbaren El Colmao, der serverer små retter og arrangerer vinsmagninger med det bedste fra Spaniens marker.
Fakta om Frigiliana
Frigiliana ligger i bjergene få km nord for badebyen Nerja. Der er ca. en times bilkørsel til den internationale lufthavn i Malaga.
Der er grønthandlere, slagter, vinforretninger og fiskebutik i Frigiliana, hvor I kan købe ind og selv tilberede dejlige måltider i husets landkøkken. Velassorterede supermarkeder findes i Nerja 10 minutter væk.
Frigilianas Historie
Der har boet neandertalere på egnen omkring Frigiliana i mere end en halv mio. år. De sidste forsvandt for ca. 25.000 år siden, hvor homo sapiens slog sig ned her. Vor tids Frigiliana kan dateres tilbage til fønikerne, der kom til området for 3000 år siden.
Som det øvrige Andalusien var Frigiliana en muslimsk by i flere hundrede år frem til sidst i 1400-tallet. I mange år levede jøder, kristne og muslimer dør om dør i byen. Kirken tjente dengang primært som moske, og den gamle bydel er fuld af spor fra den mauriske periode. Det kaldes af samme grund for Det Mauriske Kvarter.
Efter maurernes fordrivelse oplevede Frigiliana en gradvis tilbagegang. Mange ernærede sig med små landbrug uden for byen og dyrkning af sukkerør. I dag blomstrer Frigiliana atter og består af en ny og en gammel bydel. De to mødes på livsnerven: Pladsen for De Tre Kulturer – jødedom, islam og kristendom.
Man kan læse meget mere om Frigilianas historie og byens liv i bogen Den Andalusiske Drøm af Lasse Thielfoldt og Tina Scheftelowitz.