Geografi & sæsoner
Frigiliana ligger på Costa Tropical øst for Malaga. Høje bjerge og Middelhavets nærhed sikrer et helt unikt og meget mildt klima. Frigiliana har ca. 320 solskinsdage om året. Selv i januar kan man opleve så varme dage, at frokosten kan indtages udenfor i t-shirt. Når hedebølger hærger Spanien om sommeren er her til gengæld oftest et behageligt vejr.
Her dyrkes bl.a. citrusfrugter, mandler, avocado og mango. Egnen har også en produktion af muskatel-druer, der bruges til den særlige specialitet vino terreno eller Frigiliana-vin – en sød, aromatisk hedvin, som mange folk i byen laver selv. Det gør vi også i Casa Doña Angela.
Vinterhalvåret er mildt og ideelt til vandring og aktiv ferie. Urter og blomster krydrer luften, og på solskinsdage er det dejligt at være ude. I januar blomstrer mandeltræerne, og kornblomster skyder frem.
Forår og det tidlige efterår er højsæson i Frigiliana. Vejret er lunt og stabilt, men ikke for varmt. Det er muligt at kombinere vandreture med dasedage på standen eller ved poolen.
Juni-august er varme måneder, og man fraråder generelt længere vandreture her. I stedet kan man nyde havens pool, strandene i Nerja få km væk og de varme, stjerneklare aftner.
Andalusiens storbyer
Det er muligt at køre på heldagsture til storbyerne Málaga, Sevilla og Granada. Alle tre byer er et besøg værd. Sidstnævnte er især kendt for det mauriske palads Alhambra, som man skal booke billet til mange uger i forvejen. Det er derfor vigtigt at planlægge i god tid, hvis I ønsker en tur dertil. Læs mere om Alhambra og book din billet her.
Vi kommer gerne med tips og forslag til oplevelser og gode spisesteder på ture til Andalusiens storbyer.
Byer i nærheden
Acebuchal: I bjergene bag Frigiliana putter sig den lille, hvide landsby Acebuchal. Mange vandrer derind gennem det delvist opdyrkede land – el campo. Her er en af områdets bedste frokostrestauranter med rustikke egnsretter på menuen. Acebuchal var i mange år en spøgelsesby, men en driftig familie satte alle sejl ind på at genskabe den hvide by, der i dag funkler smukt i det grønne landskab.
Nerja: Nede ved kysten ligger Frigilianas nærmeste større by, Nerja. Den er især kendt for sine urgamle neandertaler-huler. Byens strande har tiltrukket charterturister i årevis, men generelt er livet mere stille her end tættere på Malaga. Nerjas centrum er spektakulært med klippen Balcón de Europa som det store trækplaster. Byen har nogle af områdets dejligste strande og masser af gode indkøbsmuligheder. Der går bus mellem Nerja og Frigiliana, turen tager ca. 15 minutter.
Almuñécar: En god halv times kørsel mod øst ligger den ældgamle by Almuñécar. Her er et livligt centrum med marked, handelsgader og en smuk borg, der skuer over byens gode strande og den botaniske have. Vi besøger ofte byens storslåede madmarked på vores udflugter.
Cómpeta: Dette er endnu en af Andalusiens poetiske, hvide byer. Cómpeta er omtrent på samme størrelse som Frigiliana og har både spisesteder og barer at nyde en henslængt time på.