I hjertet af Frigilianas gamle bydel
Casa Doña Angela ligger i hjertet af Frigilianas gamle bydel fuld af smalle gyder, trapper og små, hemmelige pladser. Selvom byens huse står tæt som legoklodser, oplever man en udsøgt ro, der kun brydes sporadisk af kirkeklokkens kimen og en galende hane i det fjerne.
Huset er lidt af en kinesisk æske, der ikke syner af meget udenfor. Men tag ikke fejl. På den anden side af den vejrbidte hovedør åbner sig en verden af underfundigt indrettede rum, hyggekroge, terrasser, patio og en dejlig, subtropisk have. Krukkernes krydderurter, blomsterne og citrustræerne tilfører en sødmefuld aroma.
Haven med sin panoramiske udsigt rummer både et udekøkken og en indbydende pool. Mange gæster nyder solen i liggestolene, og på de varme sommeraftner fra maj til oktober kan man også indtage sin aftensmad ude under stjernerne.
Praktisk Info Om Huset
Casa Doña Angela har fire dobbeltværelser. Der er plads til 8 gæster, men skulle I være nogle stykker mere, så kontakt os, da vi ofte har mulighed for at indkvartere gæster i vore nabohuse. Vi tager som udgangspunkt ikke imod individuelle gæster, kun grupper.
Ved behov for individuel indkvartering kan vi tilbyde op til 12 enkeltværelser.
Alle værelser har eget badeværelse. Der er desuden adgang til dagligstue, landkøkken, gæstetoilet, patio og have med pool.
Huset og haven har gratis wifi
I skolernes sommerferie og efterårsferie lejer vi huset ud via Airbnb.
Læs mere om husets historie.
Husets historie
Casa Doña Angela er opkaldt efter husets mangeårige ejer, den britiske kvinde Angela Štrbac. Hun drev i en årrække B&B i det store hus, der kan dateres flere tusind år tilbage.
Blandt stamgæsterne var Lasse Thielfoldt og hans daværende kone Tina Scheftelowitz. Da Angela Štrbac døde, og sønnen satte ejendommen til salg, besluttede Lasse Thielfoldt at slå til og flyttede permanent til Frigiliana for at videreføre et bed and breakfast af høj kaliber i Casa Doña Angela. Efter en gennemgribende modernisering af værelserne åbnede Lasse Thielfoldt i 2013 dørene til sit luksus B&B i Frigiliana.
Gæsterne tæller både gamle vennepar, kortklubber, madklubber og større familier samt chefgrupper og mindre personalegrupper på teambuilding. Huset har dannet rammen om runde fødselsdage og sågar et bryllup.
Lasse Thielfoldt stod sammen med sin daværende kone Tina Scheftelowitz bag cafeen Floras Kaffebar på Nørrebro. Sidst i 1990’erne åbnede de sammen den store café-succes Amokka på Østerbro, som de drev frem til 2005.
Lasse Thielfoldt er kommet i Frigiliana i en årrække, inden han flyttede permanent til byen i 2012. Han er medforfatter til bestselleren Den Andalusiske Drøm, der udfolder det lokale køkken og fortæller historien om både Frigiliana og Casa Doña Angela.