Sæsoner
Frigiliana ligger i området Costa Tropical øst for Malaga, Andalusien. De høje bjerge og Middelhavets nærhed giver et meget mildt subtropisk mikroklima. Frigiliana har ca. 320 solskinsdage om året – om vinteren er her cirka 10 grader varmere og om sommeren cirka 10 grader køligere end inde i landet.
Her dyrkes citrusfrugter, mandler, avocado, mango og vin. Egnen har en produktion af muskatel-druer, der bruges til den lokale specialitet ‘vino terreno’ også kaldet Frigiliana-vin. Det er en sød, aromatisk hedvin, som mange folk i byen laver selv. Vinterhalvåret er mildt og ideelt til vandring og aktiv ferie, selv i januar kan man ofte opleve så varme dage, at frokosten kan indtages udendørs og man kan solbade uden at blive forbrændt. Urter og blomster krydrer luften, mandeltræerne blomstrer og appelsinerne høstes. Aftenerne indendørs er hyggelige, med god mad og ild i pejsen.Forår og det tidlige efterår er højsæson i Frigiliana. Vejret er lunt og stabilt, og ikke for varmt. I disse sæsoner kan man kombinere aktiv ferie og vandreture med rolige dage på stranden eller ved poolen hos os.Juni-august er de varme måneder, og man fraråder generelt længere vandreture her. I stedet kan man nyde havens pool, udsigten, skyggen i gårdhaven, de fantastiske strande og de lune aftener med cikadernes sang.Årets gang med fester og traditioner: https://www.turismofrigiliana.es/en/fiestas-and-traditions.html
Andalusiens storbyer
Det er muligt at køre på tur til storbyerne Málaga, Sevilla, Córdoba og Granada. Alle fire byer er et besøg værd. Sidstnævnte er især kendt for det mauriske palads Alhambra, som man skal booke billet til i forvejen. Læs mere om Alhambra og book din billet her. Jeg kommer gerne med tips og forslag til oplevelser og gode spisesteder på ture til Andalusiens storbyer.
Byer i nærheden
ACEBUCHAL
I bjergene bag Frigiliana findes den hvide landsby Acebuchal. Mange vandrer derind gennem det delvist opdyrkede land – el campo. Her finder man en af områdets bedste frokostrestauranter med rustikke egnsretter på menuen. Acebuchal var i mange år en spøgelsesby, men en driftig familie satte alle sejl ind på at genskabe den hvide by, der i dag funkler smukt i landskabet.
NERJA
Nede ved kysten ligger Frigilianas nærmeste større by, Nerja. Byen er især kendt for sine urgamle neandertaler-huler, som er et besøg værd. https://www.cuevadenerja.esI centrum af byen er klippen Balcón de Europa, med sin spektakulære udsigt. Byen har nogle dejlige strande, samt mange gode indkøbsmuligheder, restauranter, barer og natklubber. Byens strande har tiltrukket charterturister i årevis, men livet er mere stille i Nerja end i strandbyerne tættere på Malaga. Det tager 10 minutter i bil fra Casa Doña Angela til Nerja, og der går desuden busser mellem Nerja og Frigiliana.
ALMUÑÉCAR
En god halv times kørsel mod øst ligger den ældgamle by Almuñécar. Her er et livligt centrum med marked, handelsgader og en smuk borg, der skuer over byens gode strande og den botaniske have.